Skibet Revyen startede i 1988 som et festligt indslag i forbindelse med en træner– og lederfest i Skibet Idrætsforening i beskedne rammer i Stenager Forsamlingshus. Det var en succes, og så har revyen udviklet sig igennem årene.
I løbet af få år blev det et stort tilløbsstykke, og der var hurtigt udsolgt til forestillingerne, som fandt sted hvert år i foråret, en fredag og lørdag.
Da vi fik en idrætshal i Skibet, blev revyen flyttet til hallen, og der er plads til op til 250 pr. forestilling.
Revyholdet er dels medlemmer, der har været med i alle årene, og dels er der kommet nye dygtige skuespillere og sangere til.
Vi har været med til DM i revy i 2008, hvilket var en stor oplevelse, og vi fik et nummer med i finalen. Vi har også været med ved DM i Revy i 2010, hvor vi fik 2 numre med, men desværre ikke gik videre, vi deltog også i 2012 med et enkelt nummer, og igen i 2016 med 3 numre, hvoraf et blev valgt som publikumsfavorit til finalen. Desuden har vi været ude og optræde rigtig mange steder, til store firmafester, til personalearrangementer, til årsmøder o.l.

SKIBET REVYEN

Revyen i 2018 blev opført den 9. og 10.marts i Skibet hallen med ca. 150 publikummer hver aften

Der bliver ingen Skibet Revy i 2019

Skibet Revyen har desværre set sig nødsaget til at aflyse næste års revy.


I 31 år har dygtige amatører leveret en festlig og flot revy i Skibet. Revyen har været et samlingspunkt for hele området og for Skibet IFs trænere og ledere. Revyholdet består af 9 medlemmer der står for tekster, scene og skuespil, en af områdets bedste pianister, en af landets bedste lydteknikere, og 3-4 frivillige der står for forplejning, bar m.v. Alle sammen med en tilknytning til Skibet.


Imidlertid vedtog den tidligere bestyrelse i Skibet IF at fjerne det økonomiske fundament under revyen. Der kom en ny bestyrelse til omkring 1. April, men først den 25. oktober, altså 3/4 år senere, fik revyen orientering om beslutningen.


Det kom som et chok for revyholdet  og betød derfor stort set en lukning af Skibet Revyen.


Revyholdet var netop igang med at retænke konceptet, idet efterspørgslen blandt publikum har ændret sig igennem tiden, og f. eks. høj musik til dans efter revyen er ikke længere populært, så holdet var igang med at udarbejde et nyt koncept.


Efter flere møder og notater frem og tilbage, blev der den 19. Nov. udarbejdet et forslag til at kombinere en af revydagene med en træner/leder “fest” hvor der kunne hyldes særlige trænere, uddeles præmier m.v.


Usikkerheden omkring revyen, og den manglende inddragelse af revyholdet fra bestyrelsens side betød dog, at flere på revyholdet havde mistet gejsten, og selv om holdet var meget opsat på at få en ny god revy på benene, så måtte vi konstatere, at det ikke var realistisk at vi kunne nå det, med et reduceret hold, nye omfattende opgaver vedr. et nyt koncept, og manglende inspiration.


Vi har derfor måtte beslutte at Skibet Revyen 2019 ikke kan blive til noget.


Vi vil dog prøve at se om ikke vi kan få samlet holdet, og gerne også med nye kræfter, så der igen kan komme en Skibet Revy, måske i nye rammer, igen i 2020.